Nybyg: Johannes Fog – forretning, hovedkontor og studieboliger i 6 etager

BAM Danmark er blevet valgt til at gennemføre totalentreprisen for Johannes Fog A/S, som fornyer og udbygger forretningen og hovedkontoret på Firskovvej i Lyngby med et nyt 6-etagers byggeri til en værdi af et trecifret millionbeløb. BAM Danmark indgår som totalentreprenør i partnerskab med Sweco, som står for design, arkitektrådgivning, konstruktion og ingeniør rådgivning. 

Byggeriet som BAM Danmark skal opføre, får et udvidet anvendelsesområde og betegnes som et multifunktionelt hus. Det 6 etagers store byggeri indeholder, udover byggemarked, også et auditorium med plads til 300 personer, et produktionskøkken, caféområde, uddannelsesfaciliteter til Cphbusiness, 55 kollegieboliger samt både kontor- og butikslejemål.  
 
Bebyggelsen strækker sig over i alt 15.320 m2,som er fordelt på 12.230 m2 erhverv, byggemarked på 4.175 m2, detailhandelsbutikker på 288 m2 og boliger på i alt 2.540 m2. Byggeriet udføres i perioden ultimo 2020 til efteråret 2022. 

Bygningens placering og udformning  

Bebyggelsen er placeret på hjørnet af Nørgaardsvej og Firskovvej i Lyngby. Kompositionen af sammenstillede og forskudte saddeltagslængehuse er videreført med fokus på at skabe en homogen bygningsmasse, der samtidig skaber variation. Bygningen er udformet af 6 saddeltagsbygninger, hvis gavle vender mod nord/syd og som har indbyrdes forskydninger, der danner en række fremspring langs bygningens nord- og sydvendte facader. Dermed nedbrydes bygningens store volumen visuelt og opleves som et dynamisk gadeforløb med opholdskroge, der integrerer bygningen i det omkringliggende landskab.  

Kollegieboligerne består af i alt 55 små boliger, og er placeret på 3. til 5. niveau. De er af varierende størrelse og indrettet med trinettekøkken og badeværelse i forlængelse af et opholds- og soverum.  

Gårdrummet er udformet som en fortættet pladsdannelse omkranset af huse i 2-3 etagers højde og bliver et fælles opholds- og mødested for alle byggeriets daglige brugere.  

Bygningens ydre facader fremtræder overvejende træbeklædte, og der skabes variation på facaderne ved at arbejde med tætheden af trælister i form af blinde felter i samme rytme som vinduesåbninger.  

Bæredygtighed  

Energi og teknisk bæredygtighed er indtænkt i byggeriet med solceller i ganske stort omfang, der er med til at reducere energiforbruget. Energiberegningen anviser ca. 600 m2 solceller.  

Tagkonstruktionen udføres overvejende som grønt sedumtag, der er et næsten CO2 neutralt produkt, der effektivt aflaster afledningen af regnvand ved fordampning og forsinkelse.  

Johannes Fog projektet vil i høj grad bidrage til social bæredygtighed med en bymæssig revitalisering af området ved Firskovvej, og der skabes nye stærke sociale sammenhænge med Lyngby bymidte. Igennem nye handelsmuligheder, uddannelsestilbud, kollegieboliger og nye spændende byrum, vil bygningen virke som en magnet for blandet liv i nærområdet. Ved at give adgang for udefrakommende fremtræder byggeriet som et åbent og levende sted. Projektets nærhed til Nærumbanen og den nye stationsplads med mange cykelparkeringer, indbyder til øget brug af miljørigtig transport.  

Projektdetaljer

Bygherre 
Johannes Fog A/S 


Arkitekter 
Sweco A/S 


Landskabsarkitekt 
Sweco A/S 


Rådgivende ingeniør 
Sweco A/S 


Udførelse 
BAM Danmark A/S


Bruttoetageareal 
ca. 15.320 m2 


Byggeperiode 
December 2020 - november 2022 


Kontraktform 
Totalentreprise 


 

Share on social media

Flere billeder

Location