Nybyg: Byggeafsnit 4.2, Harild Hus, Carlsberg Byen, København

Projektbeskrivelse

Med sin placering tæt på Elefantporten og med bl.a. Maskincentralen, Den snoede skorsten og Lagerkælderen som nærmeste naboer, har Harild Hus en yderst prominent placering i hjertet af Carlsberg Byen.

Bygningen er på 6.815 m2 og opført i seks etager, der er planlagt med fire detail lejemål i stuetagen samt erhverv fra 1. til 5. sal. På 1. sal er der indrettet en kantine for husets brugere og på 5. sal er der tagterrasse.
Arealerne kan efter ønske inddeles i to lejemål pr. etage.

Bygningen er nabo til Europaskolen (opført af BAM Danmark i 2016-2018), og de to bygninger deler en underliggende to-etagers p-kælder – med direkte adgang fra Harild Hus og ned til kælderen – der har været i brug under opførelsen af Harild Hus. I kælderen er der desuden cykelparkering, omklædning og teknikrum.

Bygningen er yderst fleksibel. Den kan rumme både den lille, den mellemstore og den store virksomhed, og med den fleksible planløsning og de mange indretningsmuligheder, vil den ligeledes kunne rumme både kreative erhverv og erhverv med større krav til kontoropdeling.

Facader
Der er skelet til områdets oprindelige kvaliteter og særkende, for at lave et sted-specifikt hus, som er indpasset i sine omgivelser. Teglfacaden er udført i reliefmønster med en stram geometrisk opdeling, der refererer til ‘Lagerkælder 3’ og ‘De hængende haver‘ - begge ikoniske bygninger i Carlsberg Byen. Stueetagen beklædes delvist med klinker og 5. sal med skærmtegl.

Konstruktioner og materialer
De bærende konstruktioner består af betonelementer og kompositbjælker. Vinduer er af træ/alu samt glas/alu og tag er opbygget af tagpap på kileskåret isolering. Tagterrasse opføres med trædæk.

Bygningens adgangsveje består af  to elevatorer og tre hovedtrapper af henholdsvis stål og betonelementer. Ikke bærende vægge er af gips, glas og porebeton. Nedhængte lofter er af mineraluld og metal. Gulvbelægninger er af træ, tæpper, linoleum, vinyl, klinker og tyndpudsbelægning.

Bygningen indeholder i det hele taget den indretning og de installationer, som man forventer af en moderne kontor- og detailbygning.