Skolen opføres som en tresporet skole, og kommer med sin arkitektur til at skabe en sammenhæng med Kødbyen, hvor udearealerne glider sammen med kvarterets bebyggelse.
BAM Danmark har i samarbejde med Nord Architects, BBP Arkitekter, ingeniørvirksomheden Norconsult og landskabsarkitekterne BOGL, vundet totalentreprisen på opførelsen af den nye skole i Kødbyen. Totalentreprisen blev udbudt af Københavns Kommune, der efter en prækvalifikationsrunde med 12 ansøgere, valgte tre totalentreprenører til at deltage i konkurrencen.
Skolen i Kødbyen bliver en tresporet skole med idrætshal og madskole med eget produktionskøkken. Den nye skole, som placeres på hjørnet af Skelbækgade og Ingerslevsgade på Vesterbro i København, bliver et aktiv for lokalmiljøet og københavnere i almindelighed, da de får mulighed for at benytte skolens faciliteter udenfor normal skoletid.
Indgangshallen bliver skolens centrale torv hvorfra der er adgang til afdelingerne for indskoling, mellemtrin og udskoling. Nederst i skolebygningen findes madskolen og idrætshallen, hvilket sikrer nem adgang for fritidsbrugere af faciliteterne.
Kontrakten med Københavns Kommune blev underskrevet kort efter nytår, hvorefter projekteringen af skolen gik i gang. På byggepladsen starter udførelsen foråret 2022, og skoleeleverne kan tage den nye skole i brug til skoleåret, der starter august 2024.